Ny standardbehandling til kvinder med arvelig æggestokkræft

24-06-2015
Danske kvinder med arvelig æggestokkræft får nu tilbudt et nyt lovende lægemiddel som standardbehandling. Der er tale om en såkaldt PARP-hæmmer, der i lang tid kan være med til at hindre tilbagefald af sygdommen, og så giver den nærmest ingen bivirkninger.

Overlæge Mansoor Mirza, Rigshospitalet, skønner, at lægemidlet olaparib vil gavne 80 til 100 danske kvinder hvert år.

Fem gange så lang tid at leve i uden tilbagefald. Det er gevinsten ved en ny tabletbehandling, olaparib, som nu tilbydes kvinder med arvelig æggestokkræft. Det vil sige kvinder, der har en fejl (mutation) i arvematerialet i to gener, der kaldes BRCA1 og BRCA2. 

For få måneder siden besluttede Koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin (KRIS) ellers, at lægemidlet olaparib ikke skulle tilbydes som standardbehandling, fordi man ville afvente resultaterne fra igangværende forsøgsbehandlinger. Beslutningen blev mødt med kritik fra Dansk Gynækologisk Cancergruppe (DGCG). 

Livsforlængende behandling, som virker

Næstformand i DGCG, overlæge Mansoor Mirza fra Rigshospitalet, glæder sig over, at KRIS nu har ændret sin beslutning. 

- Det er korrekt, at der fortsat mangler nogle resultater, men forskningen viser med al tydelighed, at vi har at gøre med en livsforlængende behandling, som virker, og som ikke giver særlig mange bivirkninger. Bare det at kunne slippe for opslidende kemobehandlinger i en lang periode betyder jo alverden for kvinderne, siger Mansoor Mirza.

Mansoor Mirza skønner, at olaparib vil gavne 80 til 100 danske kvinder hvert år. 

- Jeg håber, at de kvinder, som kan have gavn af medicinen, hurtigst muligt får den tilbudt, siger Birthe Lemley, formand for Kvinder med Kræft i Underlivet.

Alvorlig sygdom

Formanden for Patientforeningen Kvinder med Kræft i Underlivet, Birthe Lemley er også meget tilfreds med KRIS’ kovending. 

- Jeg har haft grædende kvinder i telefonen, der var erklæret sygdomsfrie, og som bare så gerne ville i gang med lægemidlet i håbet om, at de i en periode kunne slippe for mere kemoterapi. Kræft i æggestokkene er en meget alvorlig sygdom med dårlig prognose. Nu er midlet godkendt, og jeg håber, at de kvinder, som kan have gavn af medicinen, hurtigst muligt får den tilbudt, siger Birthe Lemley.

Behandling med PARP-hæmmer

Visse kræftcellers evne til at reparere egne DNA-skader er ikke så velfungerende som almindelige cellers. Det udnytter man med PARP-hæmmere, der blokerer kræftcellers reparationssystemer. Det er det, som lægemidlet olaparib kan gøre, og på den måde slås kræftcellerne ihjel.

Hvert år får ca. 600 kvinder diagnosen kræft i æggestokkene. Ca. 16 pct. af dem har den arvelige form - altså fejl (mutation) i arvematerialet i to gener, der kaldes BRCA1 og BRCA2.

Kræft i æggestokkene